Mennesket har gennem σrtusinder s°gt en god forklaring og beskrivelse af planeternes bevµgelse pσ himlen. Fra at vµre noget guddommeligt - eller noget symbolsk nσede man i Europa i 1600- tallet frem til den erkendelse, at de lysende, vandrende prikker pσ himlen, hverken var mystisk eller gudernes mσde at g°re sig synlige pσ, men var faktiske himmellegemer med en fysisk tilstedevµrelse.
Man konstaterede endvidere, at ikke alt kredsede om Jorden, og at Jorden mσske blot var en planet som alle de andre. Planetsystemets udforskning µndrede i dette σrhundrede menneskehedens syn pσ sin omverden. Fra et geocentrisk verdensbillede med Jorden i centrum af al ting - til det heliocentriske µndredes med et slag vores verdenssyn pσ mange andre ting. Ogsσ pσ omrσder, der ikke har med naturvidenskaben at g°re.
Det var Ptolemµus, der i det 2. σrhundrede beskrev det geocentriske verdensbillede. Et verdensbilleder, der overlevede i mere end 1400 σr, og som havde afg°rende indflydelse pσ vores religion og sikrede f.eks. astrologien en vis logik. Da den polske astronom Nicolaus Copernicus (1473-1543) ved sin d°d publiserede sit heliocentriske eller solcentrerede verdensbillede, faldt en hel rµkke uafklarede sp°rgsmσl smukt pσ plads. De mµrkelige retrograde (baglµns) bevµgelser, som planeterne pσ himlen udf°rte, kunne pσ simpel vis forklares ved en overhalingseffekt, nσr vi ombord pσ Jorden bevµger os i forhold til den planets bevµgelse, som vi observerer. Disse sl°jfer pσ himlen var ikke reelle men kun tilsyneladende.
Synet af bjerge og kratere pσ Mσnen og de udstrakte m°rke lavasletter, sσ vel som solpletter og deres bevµgelse overbeviste Galileo om, at himlen ikke var guddommelig perfekt og uforanderlig. Hans opdagelse af, at fire store mσner kredsede om Jupiter, fortalte ham, at Jorden ikke var centrum for alle himlens bevµgelser.
Kirkens stµrke position fik ham dog til at afsvµrge denne viden, og de nµste 350 diskuterede videnskabsmµnd, teologer og historikere om pσ hvilken mσde, man atter kunne samle videnskab og religion i et "holistisk" verdensbillede, indtil kirken langsomt mσtte akceptere og omg°re den ber°mte kendelse fra 1616 og anerkende Galileo i 1992.
Den tyske astronom Johannes Kepler (1571-1630) udarbejdede en simpel og prµcis beskrivelse af planeternes bevµgelser pσ grundlag af Tycho Brahe's mere end 20 σrige observationsprogram, der med stor prµcision bestemte stjerners og planeters positioner.
Kepler udarbejde tre love for planeternes bevµgelser:
1) Alle planeter bevµger sig om Solen i ellipseformede baner med Solen i ellipsens ene brµndpunkt.
2) En hver planet bevµger sig i sin bane, sσ en tµnkt linie fra Solen til planeten overskrider lige store arealer i lige store tidsrum.
3) Forholdet mellem kvadraterne pσ to planeters oml°bstid er magen til forholdet mellem deres middelafstand til Solen i tredie potens (d3 = p2).